Valg af kamera

I en tid hvor digitalkameraet er i rivende udvikling, kan det nogle gange være svært at skabe sig overblik over markedet. Hvad skal man gå efter, når man køber nyt digitalkamera? Hvilke kriterier er vigtige, og hvilke er mindre betydningsfulde? Herunder findes et par tips, som kan bruges, når man besøger fotohandleren.

Megapixels

Ordet megapixels er efterhånden ret udbredt. Når man køber nyt digitalkamera, er det første spørgsmål fra venner og familie givet på forhånd:

 

Hvor mange megapixels har det kamera?

 

Selve ordet megapixels fortæller noget om, hvilken opløsning kameraet er i stand til at lave billederne i. Dermed siger værdien noget om, hvor store print eller forstørrelser, man kan lave ud fra billedfilerne. Et 10 megapixels kamera er således i stand til at lave billeder, som består af cirka 10.000.000 punkter (pixels). Desto højere opløsning et kamera har, desto mere detaljerede billeder er det i stand til at lave. Men samtidig bliver billedfilerne større og tungere at arbejde med, hvilket resulterer i, at man hurtigere fylder sin harddisk op.
 

 

At vælge det rigtige kamera er det første skridt på vejen mod gennemført fotoglæde. Her ses et digitalt spejlreflekskamera (DSLR). Denne type kamera laves i mange modeller, størrelser og prisklasser, så der er noget, som passer til ethvert behov.
  

Optik

Objektivet (linserne) på kameraet, optikken, bliver ofte overset, hvilket er ærgerligt, da den har større betydning for billedkvaliteten end antallet af megapixels. Når man køber digitalkamera, er det derfor en rigtig god ide at spørge forhandleren til optikken. Der findes mange respekterede producenter på markedet.

 

Forsinket lukker

Nogle digitalkameraer har et lidt irriterende problem, som man skal være meget opmærksom på, når man er ude at handle. Hos disse kameraer går der lidt tid fra man trykker på eksponeringsknappen, og til kameraet rent faktisk tager billedet. Man kalder dette problem for ”forsinket lukker”, og det kan være meget frustrerende, hvis man fotograferer legende børn, skiløbere eller andre motiver, som er i hurtig bevægelse. Man bør derfor undgå kameraer med forsinket lukker.

 

Du kommer sandsynligvis til at bruge rigtig mange timer i selskab med dit kamera, så det gælder om at vælge rigtigt. Tal en snak med fotohandleren om dine ønsker og behov.

 

Brugervenlighed

Selv hvis kameraet har den bedste optik, 10 megapixels og ingen forsinket lukker, så nytter det ikke meget, hvis ikke det er nemt og intuitivt at bruge. Er knapperne store nok til, at de er nemme at arbejde med? Hvordan er menu-funktionerne? Er kameraet for stort eller måske for lille? Ligger det godt i hånden og sidder knapperne logisk placeret? Er ikonerne logiske og er det til at gennemskue, hvad producenten mener med dem? Følger der software, kabler, hukommelseskort og batterier med til kameraet? Hvor hurtigt starter kameraet, når man trykker på 'on'? Brugervenlighed er ofte en overset faktor, som man med fordel kan være opmærksom på.
 

Få kameraet i hænderne og prøv det om muligt, inden du køber. Her på billedet ses et kompaktkamera. Den største fordel ved den slags kameraer er, at de ikke fylder ret meget.  

 

Prøv det og læs tests

Bed om at få lov at prøve kameraet og vær opmærksom på alle de ovenstående kriterier. Når man har fundet frem til et eller flere kameraer, man synes om, så køb et fotomagasin eller gå på Internettet for at læse et par tests. Flere magasiner har kompetent fagpersonale, som løbende tester nye kameraer, og sådanne tests kan man bruge som god vejledning under jagten på sit personlige kamera.
 

Du kan læse mere om, hvilke kameraer vi anvender, via dette link. Besøg desuden vores gratis, online fotoskole, hvis du vil vide mere om, hvordan man anvender et digitalt spejlreflekskamera.
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev HER, hvis du fandt dette emne interessant og ønsker helt gratis at modtage mere, lignende viden i fremtiden. Vil du prøve dig selv og dit kamera af, var det måske en ide at deltage på en af vores populære fotoworkshops.

© copyright 2001-2018 Tybjerg Tekst & Foto