Undervandsfotografering

For de fleste dykkere er det en overraskelse at opdage, hvor kompliceret det er at lave gode billeder under vand. Vi har alle set de flotte billeder i reklamer, magasiner, bøger eller måske i fjernsynet? Det kræver forberedelse og benarbejde at blive en dygtig undervandsfotograf. 

En ny start

At hoppe i vandet for at lave sine første undervandsbilleder er næsten ligesom at gå til sin første eksamen. Der er spænding i luften! Og ligesom det er tilfældet ved en eksamen, bliver man ganske sikkert skuffet over resultaterne, hvis man ikke har læst tilstrækkeligt på lektien. Billederne ligner jo ikke dem fra National Geographic – hvor er de flotte farver og hvorfor er billederne så grumsede at se på? Der er meget stor forskel på at lave billeder over vandet og under vandet.
 


Undervandsfotografering kan være utroligt tidskrævende, men det lønner sig, hvis man gider at gøre en indsats. Her dykning ved vraget af Zenobia, der ligger ud for Cypern.  

 

En god dykker

Det første man skal have styr på, når man ønsker at lave gode undervandsbilleder, er sig selv. Som dykker er det vigtigt at kunne slappe af under vandet og mindst lige så vigtigt at være ordentligt afbalanceret. Hvis man har problemer med opdriften, er det meget svært at lave nærbilleder af f.eks. småfisk i bevægelse. Derfor kan det betale sig at træne sine dykkerfærdigheder godt, inden man for alvor går i gang med at fotografere. Hvis man har svært ved at kontrollere sine bevægelser, og derfor hvirvler partikler op fra bunden, vil man kunne ødelægge et ellers perfekt motiv. 

 

Havets organismer er ikke alle glade for bobler. Denne reje, som er fotograferet i Barentshavet, ville ikke blive siddende længe, hvis Casper havde åndet ud gennem sin regulator.

 

Generelt kan det anbefales at have en lille smule negativ opdrift, når man vil tage nærbilleder under vandet. At have ”negativ opdrift” vil i praksis sige, at man hænger roligt i vandet, når lungerne fyldes med luft og synker langsomt, når de tømmes for luft. Hvis man har mulighed for at plante knæene godt fast i sandbunden og lukke luften ud af sin BCD (vest), vil man have mulighed for at holde kroppen mere rolig.


Læs mere om hvilket udstyr vi anvender til undervandsfotografering. 
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev HER, hvis du fandt dette emne interessant og ønsker helt gratis at modtage mere, lignende viden i fremtiden.

© copyright 2001-2018 Tybjerg Tekst & Foto