Stativ

Helt grundlæggende er stativets funktion at minimere rystelser. Det sætter fotografen i stand til at tage billeder med lang lukkertid, som uden brug af stativ med garanti ville resultere i rystede, uskarpe billeder. Lang lukkertid betyder, at eksponeringen varer relativt længe, f.eks. et halv eller et helt sekund, og man bruger funktionen, når der ikke er ret meget tilgængeligt lys. Et stativ kan også bruges under andre forhold, som det er beskrevet i det følgende. Stativer kan være lidt tunge og klodsede at slæbe rundt på, så nogle gange skal man overveje, om det overhovedet kan betale sig. Man kan nemlig undgå det, hvis bare man forstår at bruge sit kamera rigtigt.

Stativ

Mange fotografer kalder stativet for deres bedste ven. Nogle bruger det stort set altid, imens andre bruger det sjældent. Man kan få stativer i mange forskellige udformninger, vægt- og prisklasser. Et stativ kan gøre det langt nemmere at tage billeder indendørs, og stativet giver kreative muligheder for nye typer udendørs aften- eller natoptagelser. Hvis man ikke har brugt stativ tidligere, vil man blive overrasket over, hvor stor effekten er.



Et godt, stabilt stativ kan gøre underværker for dine billeder.

 

Overvejer man at købe stativ, skal man tænke nøje over sine behov. Går man langt omkring, skal det være let. Nogle stativer er så små, at de kan stå i en håndflade. Har man et relativt tungt kamera, skal stativet være stærkt. Beskriv dine behov for fotohandleren og find sammen frem til det rigtige produkt.

 

Få bevægelsen med

Det er ikke kun, når det er mørkt, at stativet kan bruges. Det kan også bruges til at skabe bevægelse i billedet ved højlys dag. Teknikken kan f.eks. bruges, hvis man vil vise bevægelsen af en bil på en motorvej, en hest i galop, rindende vand eller lignende. Ved at lave en lang eksponering, kan man opnå overraskende og ofte meget smukke resultater. Her gælder det om at lege sig frem og selv finde ud af, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Hvis man vil lave billeder med lang lukkertid, når det er meget lyst, skal man stille kameraet til dets laveste ISO-værdi (fx 100) og vælge den mindst blænde (fx f/22).

 

Find støtte

I nogle situationer kan man forestille sig, at man ikke har adgang til et stativ i en situation, hvor man ellers kunne bruge et. Der er ingen grund til at fortvivle. Ved at bruge den rigtige optageteknik, er det muligt at lave længere eksponeringer helt uden brug af stativ. Her er det meget vigtigt at holde kameraet rigtigt. Brug den ene arm som støtte ved at presse den ind mod brystkassen. Hold godt fast om kameraet. Tænk over vejrtrækningen, når billedet skal tages og stå så roligt som overhovedet muligt. Hvis der er en væg, en træstamme, en bil eller et andet stort, fast objekt i nærheden, så brug det eventuelt til yderligere støtte.
 

Der findes metoder hvormed man kan undgå at skulle bruge stativ.
  

ISO – sidste udvej

Fotografen har glemt stativet derhjemme, og det er blevet aften. Hvis det allerede ved at være mørkt, og hvis man ikke kan holde kameraet stille nok til, at billederne bliver skarpe, er sidste udvej at justere ISO-værdien. Denne indstilling afgør, hvor lysfølsomt kameraet er. En lav ISO-værdi er ensbetydende med lav lysfølsomhed og omvendt med en høj værdi. Vælg derfor en af de højest mulige indstillinger (ofte ISO 800 eller ISO 1600) og prøv at tage billedet igen. Vær opmærksom på, at billedet bliver mere grovkornet og har færre fine detaljer, desto højere ISO-værdi man bruger.
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev HER, hvis du fandt dette emne interessant og ønsker helt gratis at modtage mere, lignende viden i fremtiden. Deltag på en af vores populære fotoworkshops og lær meget mere om ekstraudstyr som fx stativer.  

© copyright 2001-2018 Tybjerg Tekst & Foto