Rejsefotografering

Kameraet er næsten lige så vigtigt som passet, når vi tager ud på rejse. De fleste danske familier har adskillige fotoalbums stående fyldt med billeder fra eksotiske himmelstrøg. Gode rejsebilleder får man, når man ved en smule om det land, man skal rejse til og desuden ved at spørge sig frem til mere viden, når man kommer frem. De lokale kan nemlig altid pege gæster i retning af de bedste motiver og de største oplevelser.

Et fotoeventyr

Rejsefotos er noget som alle kender til. Den hvide palmestrand, det azurblå vand og de sneklædte bjergtinder. Året igennem bombarderes vi med rejsefotos, for der er mange, som har fundet ud af, at billeder ude fra verden kan tænde en gnist af eventyr i maven på flertallet. Måske er det årsagen til at mange af os formår at tage mange flere billeder på fjorten dages ferie til Gran Canaria, end vi gør på et helt år derhjemme?
 

 Verden vrimler med motiver og kun fantasien sætter grænser. 
 

Skab overblik

Motiverne hænger på træerne, når man er ude at rejse. Alt er anderledes og spændende, men før man kaster sig hovedkulds ud i gennemfotograferingen af hele landsdele eller byer, er det en god ide at danne sig et overblik. Brug rejselitteraturen, guiden eller lokale til at finde frem til de mest interessante motiver. Samme kilder til information kan sikkert give tips om hvornår på dagen, de bedste billeder kan tages. 

        Variation er et nøgleord, når man skal portrættere en fremmed del af verden. Prøv at få det hele med og pas på ikke et ende med en masse billeder af turistattraktioner, som er optaget tusinde gange før. De gamle damer på markedet, eksotiske planter, gammeldags sejlbåde, vilde dyr, gadehandlere, tiggere, forfaldne bygninger, munke, friluftsliv, festlige- eller religiøse begivenheder. Kun fantasien sætter grænser. Brug eventuelt dine egne fødder til at skabe et mere interessant billede.

 

Det er en fornøjelse at kunne vise sine eksotiske oplevelser frem til venner og familie. 
 

Sørg for at lave billeder, selvom situationen måske ikke virker eksotisk i øjeblikket. Markedet med oceaner af frisk frugt i det centrale Rom eller de glade, farvestrålende munke i Bangkok vil helt sikkert virke ekstremt eksotiske, når man genser dem efter et år eller to på en mørk og klam vinterdag.

 

Husk forberedelsen

Mange fotointeresserede glemmer at lave det fotografiske forarbejde, inden de drager ud på rejse med kameraet på ryggen. Den nemmeste måde at opnå bedre rejsebilleder på er at acceptere, at man er nødt til at forberede sig hjemmefra. Når man ved, hvad man skal fotografere og har sat sig ind i detaljerne omkring det, er der stor sandsynlighed for, at man kommer hjem med spændende billeder.
         Det nytter ikke noget at kaste sig hovedløst ud i rejsen og blot fotografere de oplevelser, der opstår undervejs. Man kan være heldig at snuppe nogle få gode billeder, hvis man ikke forbereder sig, men hvis man vil være sikker på at komme hjem med materiale, der kan fascinere både naboerne, vennerne og kollegerne, er der ingen vej uden om forberedelsen.
        Som professionel fotograf er det slet ikke usædvanligt at bruge lige så lang tid på at forberede sig til en udenlandsopgave, som det tager at gennemføre den. Der går nemt to ugers forberedelser hjemmefra med at forberede to ugers fotografering i Alperne. 

 

Det er afgørende at læse på lektien hjemmefra. Hvor er motiverne? Hvornår går toget? Er der specielle regler at forholde sig til? Hvornår står solen op? Alle sådanne spørgsmål forsøger vi altid at finde svar på, før rejsen begynder.

 

Fly og bagage

Hvis man skal flyve til destinationen, da lad det være sagt med det samme, at det kan være lidt af en gyser at skulle ud at flyve, når man er fotointeresseret.
         Problemet er, at håndbagagen hos mange flyselskaber ikke må veje mere end seks kilo. Et andet problem er, at håndbagagen rent faktisk bliver vejet en gang imellem. Så hvis man rejser med en rygsæk, pas, papirer, solbriller, solcreme, en god bog, dagens avis, lidt chokolade og frugt, en hat, jakke, sandaler, drikkedunk, tyggegummi, telefon og høretelefoner, siger det næsten sig selv, at der ikke er mange kilo til overs til kameraudstyret. 

        Har man ikke mere end to til tre kilo kameraudstyr, går det nok an, men efterhånden, som man bliver mere ambitiøs med sin fotografering, vil man med garanti opleve, at der bliver problemer med overvægt. Kameraudstyr vejer forbløffende meget, når man samler det hele sammen inden rejsen. Et kamerahus, to objektiver, to blitze og ekstraudstyr kan sagtens veje otte til ti kilo tilsammen. Man skal derfor tænke godt igennem, hvilket udstyr man får brug for på den planlagte rejse. Noget udstyr kan man lige så godt lade blive hjemme, fordi man sandsynligvis ikke får brug for det.
         Det kan være svært at prioritere, men det er en god øvelse, for det tvinger også samtidig en til at tænke rejsens fotoprogram og -forventninger igennem. Ydermere kan det være hæmmende for fotoentusiasmen, hvis man har alt for meget udstyr at slæbe rundt på.

 

Tænk dig godt om inden du tager på flyvetur med kameraet. Du skal ikke kun tjekke din egen forsikring, men også flyselskabets erstatningspolitik i tilfælde af, at der sker noget med kameraudstyret på vej til eller fra destinationen. 
    
Spørg om lov

Når man tager billeder i fremmede dele af verden, skal man nogle gange udvise en smule forsigtighed. Det er heldigvis sjældent, at der opstår problemer, og det sker næsten aldrig på destinationer, hvor der kommer mange turister. Alligevel sker der ikke noget ved at bruge almindelig, sund fornuft. 

        Religiøse begivenheder er et af de motiver, man skal passe lidt på med. I Danmark har vi en regel om, at man må fotografere alle, som befinder sig i det offentlige rum. Men nogle religioner har ikke samme tolerance eller regelsæt, som vi har i Norden. Hvis man har planer om at tage billeder sådan et sted, kan man komme langt med øjenkontakt. Hold kameraet op og sørg for at få øjenkontakt med en af de lokale. Send et smil til vedkommende. Hvis man får et smil retur, kan man være helt sikker på, at det er ok at tage billeder. På denne måde behøver man ikke samme sprog for at finde ud af, om man må tage billeder eller ej.

        I nogle lande er der sociale forhold som gør, at man skal passe på med at fotografere. Igen handler det om at bruge sin sunde fornuft. Lad fx være med at fotografere tilslørede kvinder uden deres tilladelse, specielt hvis de går sammen med deres mænd på gaden. 

 

Det er bedre at spørge en gang for meget end en gang for lidt. Specielt når man fotograferer tilslørede kvinder, religiøse begivenheder eller lignende.

 

Giv ikke penge! 

Nogle steder vil man komme ud for, at de lokale kræver penge, hvis man har taget billeder af dem. Det er naturligvis op til en selv, om man vil give penge, men vi gør det aldrig. Der er ingen steder i verden, hvor man skylder folk penge, fordi man som fotograf viser interesse for de lokale og deres kultur.

 

Disse søde børn er fotograferet i det østlige Nepal i et område, hvor der kun meget sjældent kommer turister. De synes, det var spændende at blive fotograferet, og bad ikke om noget til gengæld. Vi viste dem billederne, grinede og legede med dem, og begge parter havde på den måde en god oplevelse. Tager man billeder af børn i hovedstaden Kathmandu, vil de i mange tilfælde straks kræve penge. De lærer hurtigt, at de kan tjene flere penge ved at lade sig fotografere af turister, end ved at gå i skole eller på arbejde. Derfor har vi et princip om ikke nogensinde at give penge til mennesker, vi fotograferer ude i verden. Gør man det, bidrager man til en udvikling, som i værste tilfælde holder børnene på gaden resten af deres liv.

 

Pas på udstyret

Der findes mange langfingrede personer ude i verden, så man skal passe godt på sit kameraudstyr. Specielt hvis man bevæger sig rundt på markedspladser eller andre steder, hvor der er mange mennesker samlet på et lille areal. Et godt tips er at sætte lidt malertape på sit kamera. Det får det nemlig til at se ud som om, at kameraet har været gået i stykker, og at man har lappet det sammen med forhåndenværende materialer. Tyve kan ikke videresælge et kamera, som ikke fungerer. 

        Afhængigt af hvor man rejser hen i verden, kan vejret være meget ustabilt. Andre steder kan der være ekstremt sandet eller støvet. Læs mere om hvordan du bedst beskytter dit udstyr HER.

 

Rejsefoto - hvis du vil vide mere!

Hvis du er interesseret rejsefotografering, vil du få stor glæde af vores bog om samme emne. Bogen sætter fokus på de udfordringer, du vil møde rundt omkring i verden og med den under armen, er du godt forberedt. Læs mere om bogen via dette link.  
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev HER, hvis du fandt dette emne interessant og ønsker helt gratis at modtage mere, lignende viden i fremtiden.  

© copyright 2001-2018 Tybjerg Tekst & Foto