Planlægning af fotografering

Hvis man ønsker at lave gode billeder, er man nødt til at lægge en plan, før man tager ud at fotografere. Det er med andre ord ikke nok at vide noget om sit kameraudstyr og den vigtige fototeknik, som følger med, hvis man har ambitioner som fotograf. Her på siden kan du læse mere om, hvordan vi selv planlægger vores opgaver.

 

Inden vi tager på fotoopgave, har vi altid en klar plan for, hvilke motiver vi ønsker at få med hjem. Planen sikrer, at vi når i mål med vores ambitioner - hver eneste gang.  

 

Viden om motivet er vigtig

Man kan naturligvis vælge blot at pakke sit kameraudstyr og drage på tur. Det er ikke umuligt at lave gode billeder, selvom man ikke har en plan for, hvad man vil. Men hvis man forsøger at lave en plan på forhånd, er det nemmere at prioritere motiverne undervejs og dermed øges chancen for at komme hjem med gode billeder. Planen skal indeholde en liste over motiver, man ønsker at fange, samt detaljer omkring, hvordan man har tænkt sig at opnå resultaterne.

        Et eksempel: i aften vil du ud at lave stemningsbilleder i byen. Fint nok, men hvordan? Hvilke områder af byen forventes de bedste motiver? Hvornår på aftenen er lyset bedst? Bliver det nødvendigt at medbringe ekstraudstyr? Hvor I byen forventes mest aktivitet – og hvornår? Er der steder, som bliver fotograferet oftere end andre? Skal turen dække et afgrænset område eller et større område, og hvis sidstnævnte er tilfældet, hvordan så med transporten rundt? Ved at stille sig selv en hel række af lignende spørgsmål, kan man stille og roligt arbejde sig frem til en effektiv plan.

 

Jo sværere lysforholdene er, desto vigtigere er det at have gennemtænkt en plan. 

 

Hvad er budskabet?

En plan hjælper desuden med til at stramme budskaberne op i det færdige billedmateriale. Kun de færreste fotografer laver billeder for deres egen skyld. Flertallet laver billeder, fordi man ønsker at vise billederne til andre. Samtidig har de fleste af os et ønske om, at publikum forstår og synes om billederne. Derfor er det nødvendigt at sætte sig i publikums sted. Det er ikke sikkert, at de finder de samme emner interessant, som man selv gør. Prøv at lave en overskrift for fototuren. Èt bestemt tema, som publikum sandsynligvis vil finde interessant, og som derfor ønskes dokumenteret. Arbejd temaet ind i planen, og frasorter alle motiver, der ikke hører til under temaet. Resultatet vil være en rød tråd i det færdige billedmateriale, som gør det meget nemmere for andre at forstå, hvad man forsøger at fortælle.

 

Læg en plan - og husk altid at tænke over påklædningen, hvis billederne skal optages udendørs. Hvis man fryser eller bliver våd, laver man generelt dårligere billeder. 

 

Tjek vejret på forhånd

Skal billederne produceres udendørs, er det selvsagt vigtigt at kende til den lokale vejrudsigt. Alligevel er der forbløffende mange, som glemmer det. Vejret har stor indflydelse på lysforhold, som igen har indflydelse på fototeknikken og billedernes budskab. Desuden er det vigtigt at kende til vejret, så man kan iklæde sig korrekt fotobeklædning. Hvis man fryser eller bliver våd, laver man generelt dårligere billeder. 

 

Andre steder i vores online fotoskole kan du læse mere om relevante emner som blænde, lukkertid, ISO, fokustyper og blitzfotografering

 

Fandt du indholdet på denne side interessant? Skriv dig op til vores inspirerende nyhedsbrev, hvis du ønsker helt automatisk at modtage lignende informationer i fremtiden.

© copyright 2001-2018 Tybjerg Tekst & Foto