Verdens hurtigste motiver

High Speed Photography (HSP) handler kort fortalt om at fotografere hændelser, der opstår, udvikler sig og forsvinder igen i løbet af ekstremt korte tidsrum. Hvordan ser fx en vanddråbe ud øjeblikket efter den har ramt en overflade? Hvordan ser en vandballon ud, imens den revner øjeblikket før vandet fosser ud af den? Hvordan ser en dåseøl ud, når den gennembores af et projektil med 300 meter i sekundet? Hvordan ser det ud i det øjeblik en mariekiks bliver pulveriseret af et projektil? Fotografiet er et ekstremt spændende fag, bl.a. fordi vi ved hjælp af fotografisk udstyr kan indfange sådanne motiver, der er helt og aldeles umuligt for øjet at opfatte.
 

Her siger vi farvel til en tomat. Det er interessant at se hvor meget væske sådan en grøntsag indeholder. Billedet er eksponeret på 1/38.000 sekund.

 

Ekstremt korte tidsforløb
High Speed Photography kan ved første øjekast virke meget teknisk, men i virkeligheden er det langtfra en af de sværeste fotografiske discipliner. Når udstyret er sat op, og grundindstillingerne er gjort, er det bare om at skyde løs. Ved denne type fotografering udnyttes det faktum, at varigheden af blitzens udladning er meget kort. Jo svagere blitzens styrke, desto kortere varer udladningen. Fremgangsmåden er beskrevet herunder:
 

1. Arbejd i et totalt mørkelagt rum
2. Kameraet placeres på stativ
3. Kameraet indstilles manuelt til en lang lukkertid
4. Brug evt. en pandelampe og læg manuelt fokus på dit motiv
5. Indstil blitzen på dens manuelle program og vælg svageste udladning (fx M 1/128)
 

Fordi der er helt mørkt i rummet, bliver motivet reelt kun eksponeret i det øjeblik, blitzen eller blitzene udløses. Øjeblikket før blitzen går af, er der helt mørkt i rummet, og øjeblikket efter blitzen er slukket, er der helt mørkt igen. Da blitzudladningen sker over ekstremt kort tid, bliver det muligt at arbejde med tidsforløb helt ned til ca. 1/40.000 sek. Varigheden af blitzens udladning bliver dermed reelt til det, vi normalt opfatter som lukkertiden.
 

En vanddråbe rammer en vandoverflade. Blitzen bliver skudt af mod et stykke farvet papir i baggrunden, og det reflekterende lys herfra farver vandoverfladen.

 

Ved hjælp af en sprøjte pustes store mængder luftbobler ned i et vinglas. Baggrunden er oplyst ved hjælp af en blitz og en såkaldt "snoot", der ensretter lyset.

 

At skyde i totalt mørke
Det giver naturligvis visse udfordringer at arbejde i et totalt mørkt rum. Vi anvendte pandelamper, når udstyret skulle indstilles. Når alt var gjort klar, slukkede vi lyset og befandt os herefter i aldeles totalt mørke. Det krævede en del forsøg inden teknikkerne virkede i totalt mørke, men vi har udviklet nogle rutiner, der gør det muligt at fange de fleste typer motiver. Start med at arbejde med nogle relativt nemme motiver, fx vanddråber som falder ned på en overflade. Lav et ophæng så dråberne bliver ved med at falde med konstant frekvens (antal/tid) og regn med at skulle skyde rigtig mange billeder, før der kommer et perfekt motiv i kassen.
 

Eggsplosion. Projektilet har passeret de første fire æg og er netop dykket ind i det femte. Et kort øjeblik senere var samtlige æg (og deres indhold) fordelt over et større areal. Den slags motiver kræver en god portion tålmodighed at fange.

 

Umenneskelig timing
Så længe man arbejder med motiver, der kan gentages mange gange over tid, er High Speed Photography ikke svært. Men hvis motiverne selv bevæger sig ekstremt hurtigt, bliver udfordringen en god del større. Eksempelvis skal man være mere end almindeligt hurtig på udløseren, hvis man vil fotografere et projektil, imens det flyver igennem en vandballon. Hvis projektilet bevæger sig 300 meter (= 30.000 cm) i sekundet, siger det sig selv, at man vil få svært ved at fange det øjeblik, hvor projektilet bevæger sig de relevante 10 cm gennem en vandballon. Faktisk ville det reelt være umuligt at fange på trods af rigtig mange forsøg.

 

  
Til vores HSP-projekt har vi allieret os med fagfolk og fået bygget en maskine, som sætter os i stand til at eksponere motiver under 1/1.000.000 sek. efter registreringen af lyd.

 

Selv med hjælp fra moderne teknologi forvoldte projektet problemer. Fejlen på dette billede skyldes at blitzen er skudt af to gange, så man kan se ballonerne både før og efter. Årsag: der var ekko i laden. Løsning: tving maskinen til kun at udløse blitzen én gang.

 

Vi har fået bygget en maskine, der er i stand til at udløse blitzen stort set i samme øjeblik, hvor en højsensitiv mikrofon opfatter en lyd, fx en ballon der sprænges, en riffel der skyder, en vanddråbe der lander eller lignende. Med andre ord kan enhver hændelse, der producerer en lyd, fotograferes med denne teknik. På maskinen kan man indstille et såkaldt ”shutter delay”, altså en kortvarig, bevidst tidsforskydelse mellem det øjeblik, hvor maskinen opfatter en lyd og det øjeblik, hvor blitzen udløses. Denne forskydelse er meget relevant, når man arbejder med skydevåben, bl.a. fordi lyden bevæger sig en anelse hurtigere end de projektiler, vi anvender. Når riflen blev placeret nøjagtig otte meter fra genstanden, der skulle skydes i stykker, fungerede et ”shutter delay” på nøjagtig 1/1000 sekund for os.
 

Pletskud. Projektilet suser igennem en vandballon og efterlader sig en lufttunnel. Hændelsen forløber så hurtigt, at det ville være umuligt at opfatte. Vi siger tak til kamerateknologien.

 

Lange nætter
Det er ganske tidskrævende at gennemføre fotooptagelser, hvor timingen er så afgørende som på billederne på denne side. Det er nemlig ikke altid, at de genstande, der går i stykker, opfører sig som forventet. Derfor må man lave en del gentagelser før det perfekte billede er i kassen.
High Speed Photography, som handler om at ødelægge genstande, laver desuden et forfærdeligt griseri, så vi vidste fra starten, at det ikke kunne gennemføres i vores eget studie. I stedet har vi af flere omgange lånt en nedlagt svinestald og rigget alt udstyret til derude. Blitzene placeres af og til relativt tæt på (50-60 cm) de genstande, der skydes i stykker, og derfor pakkede vi dem ind i plastik. Alligevel tog det det meste af en formiddag at rydde op efter sammenlagt fire nætters optagelser!
 

Læs mere om blitz, fokus og lukkertid.

 

Fandt du informationerne på denne side relevante? Skriv dig op til vores inspirerende nyhedsbrev, hvis du ønsker helt automatisk at modtage lignende informationer i fremtiden. 

© copyright 2001-2017 Tybjerg Tekst & Foto