RAW, JPEG eller TIFF

Under normale omstændigheder gemmer digitalkameraet dine billeder i et format ved navn JPEG (Joint-Photographic-Experts-Group). Dette format er valgt som standard, fordi det er i stand til at komprimere billeder, så de optager mindre plads på hukommelseskortet. Det er umiddelbart fint, men JPEG er desværre også ensbetydende med kvalitetstab. Når man bruger dette format, bliver billedet automatisk komprimeret for at fylde så lidt som muligt. Heldigvis har mange kameraer mulighed for at gemme i andre formater.

 

 

Størrelse af filer

Egenskaber

JPEG

Lille

Komprimeret format som egner sig bedst til hjemmesider og mindre, hjemmelavede print. Fint nok til almindeligt brug.

RAW

Medium til stor

Topkvalitet med gode muligheder for senere justeringer. Fotografen har selv kontrol med alle parametre.

TIFF

Stor

Topkvalitet, men desværre meget pladskrævende format.

 

Vælg RAW

Flere og flere kameraer giver mulighed for at gemme billeder i formatet ved navn RAW. Formatet har fået sit navn, fordi det indeholder samtlige, rå data, som kameraets lysopfattende enhed (CCD'en) opfanger under eksponeringen. Af samme årsag er formatet det bedste valg, når man skal arbejde videre med sine billeder foran skærmen derhjemme. Hvis man vil sikre den bedste kvalitet, bør man vælge RAW. 

 

 

  Valg af billed/filformat er en vigtig overvejelse allerede inden optagelsen.

 

Et RAW-billede kaldes også et digitalt negativ. Det giver fotografen meget bedre kontrol med forskellige indstillinger, da billedet først 'fremkaldes' ved efterbehandling i et af utallige programmer. Selv en rigtig dårlig eksponering, ukorrekte farver eller ligefrem et rystet billede kan ofte reddes.     

        Da RAW-billederne er ukomprimerede, fylder de naturligvis en hel del mere end JPEG-billeder på hukommelseskortet, men der er ingen tvivl om, at de er den ekstra plads værd. De fylder for øvrigt meget mindre end ukomprimerede TIFF-billeder. Når man vælger RAW, vælger man med andre ord den bedste kvalitet med mindst muligt pladsforbrug.

 

TIFF

Nogle kameraer giver fotografen mulighed for at gemme billederne i TIFF-format. Denne type billeder kræver meget plads, hvilket straks vil fremgå, hvis man vælger det og tager et par billeder. Dels skal kameraet bruge uhensigtsmæssigt lang tid på at skrive data til hukommelseskortet (se mere herom under emnet hukommelseskort), og dels bliver der ikke plads til mange billeder på kortet. Derfor kan det generelt ikke anbefales at gemme sine billeder direkte som TIFF. Billederne som man ser i magasiner og bøger er ofte blevet konverteret til TIFF lige inden de er blevet trykt.

 

Software

Der findes mange forskellige programmer på markedet, som giver mulighed for at arbejde videre med sine RAW-billeder derhjemme foran skærmen. Programmerne udvikles hele tiden, og der kommer løbende nye produkter på markedet. Man kan downloade gratis prøveversioner af de forskellige programmer og ud fra disse vælge, hvilket program man synes er bedst. Første gang man arbejder med sine RAW-billeder, vil man blive overrasket over, hvor meget kan man ændre på sit billede på computeren.

 

RAW-formatets største fordel er det mange kreative muligheder, det giver.

 

Læs meget mere om formater, indstillinger og effektiv billedbehandling i den inspirerende bog om emnet, som vi har udgivet i samarbejde med fotokæden CLICK.
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev HER, hvis du fandt dette emne interessant og ønsker helt gratis at modtage mere, lignende viden i fremtiden. Vil du have bedre styr på billedformater, var det måske en ide at deltage på en af vores populære fotoworkshops.

© copyright 2001-2018 Tybjerg Tekst & Foto